"Koloniën van Weldadigheid" er et tværnationalt projekt, der omfatter syv steder (kolonier) i Belgien og Holland. De blev etableret i det 19. århundrede for at mindske fattigdom ved at tilbyde fattige arbejde og logi i en række landbrugsmæssige bebyggelser. De blev oprettet som et socialt eksperiment i det daværende Kongeriget Nederlandene, hvis grænser blev fastsat på Wienerkongressen, på et tidspunkt, hvor Europa var ekstremt forarmet. Kolonierne blev etableret enten som "frie" kolonier, hvor familier fik mulighed for at drive små landbrug, eller som "ikke-frie" kolonier, der var store kollektive strukturer for vagabonder og forældreløse. Kolonierne har ikke længere deres oprindelige funktion.

Velgørenhedskolonierne repræsenterede en ny offentlig-privat tilgang til socialt arbejde, som var baseret på investeringer i landbrugsvirksomhed, gav adgang til uddannelse og beskæftigelse og sikrede "ro og orden" i samfundet, men som til gengæld var baseret på manglende anerkendelse af de fattiges rettigheder og en række "fejlagtige antagelser om menneskers og jordens præstationsevne og produktivitet". Koloniernes 175-årige historie afspejler udviklingen i Europas holdning til socialt marginaliserede mennesker og deres rettigheder som fuldgyldige medlemmer af samfundet – rettigheder, som nu er nedfældet i EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder.