Kommissionens Generaldirektorat for Kommunikationsnet, Indhold og Teknologi (CNECT) har ansvaret for politiske, koordinerende og finansieringsrelaterede foranstaltninger, der skal støtte medlemslandenes digitalisering og onlineadgang til kulturelt materiale og digital bevaring.
Læs mere om digital kulturarv.
Europeana – Europas digitale platform til styrkelse af kulturarven
Europeanas mission er at styrke kulturarvssektoren i dens digitale omstilling. Den hjælper tusindvis af europæiske museer, arkiver og biblioteker med at tilbyde gratis adgang til digitaliserede udgaver af kunstværker, bøger og musik.
Europeana har siden 2008 været finansieret under Connecting Europe-faciliteten.
Opdag den store samling på Europeana.
Digitalisering og digital bevaring
Kommissionen tilskynder til politisk debat blandt interessenter om digitalisering og digital bevaring som skitseret i Kommissionens henstilling fra 2011 [pdf] om emnet.
Læs mere om digitalisering og digital bevaring.
Gennem forsknings- og innovationsprogrammet Horisont 2020 investerer Kommissionen i udviklingen af digitale værktøjer og banebrydende teknologier til støtte for kulturarv. Det vil der også være fokus på i næste Horisont Europa-program.
Digitale teknologier vil være et tværgående emne inden for følgende områder:
- beskyttelse og restaurering af kulturarv
- bæredygtig finansiering af museer og kulturinstitutioner
- genoplivning af traditionelle håndværk
- styrkelse af innovationspotentialet i de kulturelle og kreative sektorer
Digital kulturarv i forbindelse med det europæiske år for kulturarv 2018
Det europæiske år for kulturarv anerkendte kulturarven som et bredt spektrum af nedarvede ressourcer i alle former og aspekter: materielle, immaterielle og digitale – såvel "født digitale" som digitaliserede.
I løbet af året tog deltagerne fat på de udfordringer og muligheder, som digitale teknologier udgør for kulturarvssektoren. De vigtigste mål var at
- fremme løsninger, der gør kulturarven tilgængelig for alle, herunder ved hjælp af digitale midler
- støtte udviklingen af specialiserede færdigheder og forbedre videnforvaltning og videnoverførsel til kulturarvssektoren
- fremme forskning og innovation i forbindelse med kulturarv
Den blev gennemført en række initiativer, der fremhæver skæringspunktet mellem kulturarv og digital kulturarv, i løbet af det europæiske år. Et godt eksempel på det er Story Map. Dette interaktive onlineværktøj blev udviklet af Kommissionens Fælles Forskningscenter (JRC) for at give adgang til hurtig, lettilgængelig og brugervenlig information om kulturarvsinitiativer i Europa.
Andre udvalgte projekter
Connecting Early Medieval European Collections (CEMEC)
I dette projekt, som blev finansieret under programmet Et Kreativt Europa og blev til i samarbejde mellem en række lande, integrerede man avanceret teknologi i en
- vandreudstilling om indbyrdes forbundethed og udveksling i den tidlige middelalder i Europa
- 3D-modeller af høj kvalitet
- digitale applikationer og animationer, der gjorde udstillingsoplevelsen mere medrivende
Læs mere om CEMEC-projektet.
EUdigiTAC
EUDigiTAC er en åben platform, hvor håndværkere kan dele og vise måder at arbejde med håndværk på. Programmet, der blev finansieret under programmet Et Kreativt Europa, hjælper vævere og eksperter i tekstilhåndværk med at bruge sociale medier til at dele ud af deres viden og inspirere unge.
Læs mere om EUdigiTAC.
Arches
Målet med dette projekt, som er finansieret med midler fra Horisont 2020-programmet, er at udvikle innovative teknologiske løsninger, der giver personer med handicap bedre adgang til kulturoplevelser. I forbindelse med projektet blev der bl.a. udviklet
- tegnsprogsvideoavatarer
- kunstrelieffer, der er beregnet til at berøre
- brugervenlige apps til museumsbesøg
- spil til smartphones og tablets
Læs mere om Arches.