Det arkæologiske område Ostia Antica består af resterne af en romersk bosættelse, der oprindeligt lå ved Tiberens udmunding på den italienske vestkyst. Som følge af ændringer i flodlejet og kystlinjen befinder resterne sig nu omkring fire km fra havet. Ostia blev grundlagt i det 6. århundrede f.Kr., men de tidligste fæstningsværker kan dateres tilbage til det 4. århundrede. Oprindeligt var bosættelsens primære funktion at beskytte Tiberens udmunding, men senere, med Claudius' og Trajans anlæggelse af en ny havn, udviklede byen sig til et aktivt handelsknudepunkt, der voksede ud over byens mure. Som Roms vigtigste havn var Ostia af stor strategisk og handelsmæssig betydning for Middelhavsområdet. Ved udgangen af det 2. århundrede e.Kr. var byen stadig i fremgang og havde over 50.000 indbyggere. Den gik efterhånden i forfald i midten af det 3. århundrede e.Kr., hvor Romerriget flyttede sit fokus østpå.

Det arkæologiske område Ostia Antica er et sted, hvor mange varer skiftede hænder, og forskellige kulturer og religioner mødtes. Da Ostia var indgangsporten til Rom, var den en smeltedigel for de forskellige folkeslag, der levede i Romerriget, og et område med vidtrækkende indflydelse – både i og uden for Middelhavsområdet. Den dag i dag vidner mosaikgulve, arkæologiske rester og begravelsesinskriptioner om den handel og udveksling og de mange forskellige folkeslag, der prægede området.