Skip to main content

Culture and Creativity

Håndbog til udformning af offentlige rum i Prag

En vejledning til omlægning af byrum.

Lande:
Type of project :
Size of city/region:

Vigtige oplysninger

Projekttype:  Forvaltning/politik

Hovedsponsor: Prag kommune 

Afsluttet: 2014 

Bymæssig/regional baggrund

I Prag har man store ambitioner om at rette op på de negative konsekvenser af tidligere tiders byplanlægning med fokus på biltrafik. I 2013 omdannede Prag kommune den tidligere planlægningsinstitution til Prague Institute for Planning and Development (IPR Prague – institut for planlægning og udvikling). Målet var at etablere et rådgivningsorgan inden for arkitektur og byplanlægning. IPR Prague fik til opgave at udvikle en bred tilgang til at forbedre kvaliteten i de offentlige rum og til byplanlægningen generelt.  

Byen ønsker at bevare kulturarven og de forskellige byområders unikke karakter og samtidig begrænse byspredningen, forbedre bymiljøet for at imødekomme beboernes behov og tilpasse sig klimaforandringerne. Prag rummer et af de største UNESCO verdensarvsområder i Europa, og byen står derfor over for særlige udfordringer med hensyn til at forvalte det offentlige rum og indarbejde strategier for modvirkning af klimaforandringerne. 

Byen har defineret bebyggede miljøer af høj kvalitet som et prioritetsområde og søger dermed at afhjælpe mange år med dårlig kvalitet i forhold til både etablering og vedligeholdelse af offentlige rum. 

Løsning

Public Space Manual (håndbog om offentlige rum) er et offentligt dokument med principper, regler, anbefalinger og kriterier for etablering af offentlige rum. Håndbogen, der blev udgivet af IPR Prague i 2014, skal tjene som grundlag for byens strategi for fremtidige forbedringer af de offentlige områder i byen. 

Håndbogen henvender sig til alle, der arbejder inden for investering, planlægning, design, godkendelse, vedligeholdelse og drift af offentlige rum (embedsfolk fra de kommunale myndigheder, planlæggere og designere, private investorer og offentligheden). 

I et simpelt sprog og med illustrationer demonstrerer håndbogen tydeligt mål og principper for at sikre, at de offentlige områder i højere grad tilgodeser mennesker og i mindre grad biltrafikken. Håndbogen beskriver forskellige typer af offentlige rum og deres betydning for byen, gadebilleder og trafikstyring for at skabe offentlige rum af høj kvalitet med individuel indretning (f.eks. gademøbler, træer, teknisk udstyr, overflader).  

Siden udgivelsen er der blevet fulgt op på håndbogen med to yderligere supplerende dokumenter: "Kunst i det offentlige rum" og "Katalog over anbefalede elementer". 

I 2015 udarbejdede en række arkitekter og byplanlæggere en evaluering, hvor de fremhævede håndbogens positive indvirkning på de offentlige rum og noterede en tendens til øget kvalitet i byens offentlige rum. Den bedste indikator for håndbogens succes er, at den fortsat anvendes og udbygges med supplerende målrettede dokumenter. 

Kvalitetskriterier (sammenhæng, tilhørsforhold, mangfoldighed, skønhed)

  • I håndbogen er der indarbejdet bidrag fra arkitekter, ingeniører, embedsfolk og andre interessenter, og dermed er den et godt eksempel på, hvordan en fragmenteret forvaltning af det offentlige rum kan styres ved at fastsætte gode standarder. Den demonstrerer også, hvordan man kan integrere miljøhensyn i byens offentlige rum.  
  • IPR Prague har udgivet en brochure på tjekkisk og engelsk, hvor man fremlægger de grundlæggende principper i Prags håndbog om udformning af offentlige rum og den fastlagte strategi for udvikling af offentlige rum. Den er skrevet i et tilgængeligt sprog og kan læses af alle.   
  • Håndbogen har betydet, at en række vigtige supplerende dokumenter er blevet udgivet, herunder et katalog over anbefalede elementer i offentlige rum, der tager udgangspunkt i håndbogens retningslinjer og beskriver mere skræddersyede løsninger, der er tilpasset til de specifikke steders særlige karakter. 
  • I praksis har det været en lang proces at implementere håndbogen. Den er dog bredt anerkendt blandt mange interessenter, der deltager i beslutningstagningen vedrørende byens offentlige rum. Med godkendelsen af håndbogen er der indført krav om, at organisationer under Prag kommuneskal overholde håndbogens retningslinjer i projekter, planer og investeringer i offentlige rum og ved afgivelse af kommentarer til metode- og retsdokumenter.  

Ledelse og forvaltning

12 ansatte hos IPR Prague deltog i arbejdet med at udarbejde den oprindelige håndbog for offentlige rum. To medarbejdere hos IPR Prague samt medlemmer af forskellige arbejdsgrupper bestående af interessenter arbejder fortsat på at udgive en række supplerende dokumenter. 

Håndbogen om offentlige rum og de tilhørende dokumenter blev udarbejdet i tæt samarbejde med byforvaltningen og andre interessenter såsom den tekniske vejforvaltning, leverandører af offentlig transport, forsyningsselskaber, byens lokalområder og andre institutioner, der arbejder med vedligeholdelse af gader og offentlige områder i Prag. 

Budget og finansiering

Håndbogen blev udarbejdet af medarbejderne hos IPR Prague som en del af de almindelige opgaver. Ved en beregning af den tid, der er medgået til udarbejdelse af håndbogen, kan omkostningerne anslås til 200.000 euro. Prag kommune har tilvejebragt det samlede budget. 

Idéer til udbredelse

Håndbogen er det første værktøj i en bred og omfattende tilgang til at forbedre kvaliteten i de offentlige rum i Prag. Den er af helt grundlæggende vigtighed for Prag, og den har samtidig tjent som inspiration for andre byer både i Tjekkiet og i udlandet.  

Tips fra byen

  • Oversæt vigtige dokumenter til engelsk, da det er helt afgørende for at fremme kommunikation og idéudveksling med andre byer. 
  • Inddrag interessenterne fra starten for at sikre, at udarbejdede håndbøger tager udgangspunkt i deres behov. 
  • Sørg for, at håndbøger vedrørende udformning af offentlige rum er så brugervenlige og tilgængelige som muligt for at sikre størst mulig opbakning.
  • Gennemfør en dialog med de institutioner, der er ansvarlige for overholdelse af obligatoriske lovkrav, så byrummene forbedres i overensstemmelse med gældende anbefalinger.

Kontaktoplysninger

Kontakt Institute of Planning and Development of the Capital City of Prague via e-mail.